Navnehistorie

DanskNavn, GermanskNamo, Indoeuropæisk = Nomn

Et navn er ét eller flere (sammensatte) ord der bruges til at udpege eller genkende nogen eller noget, herunder også med henblik på om- og tiltale af denne eller dette.

Historien om navne er så gammel at ingen med sikkerhed ved hvornår den er opstået.
Historien viser at navne blev brugt længe inden vi lærte at skrive, og da mundtlige overleveringer også indeholder et væld af navne må vi ligeledes antage at navne så også er ældre end disse. Så uden hverken tekst eller fortælling om verdens første navn, kan vi kun gætte os frem til hvornår, hvorfor og hvordan navne blev opfundet.

En hjemmebrygget og måske ikke helt hen i vejret teori, bygger på vores udvikling, både den genetisk racemæssige men også den sociale samfundsmæssige. Engang i historien da menneskene var få og tanke-virksomheden var mindre, var det rigeligt med Ugh og Grrr for at ytre hvad der skulle ytres af vel- eller misbehag. De der var tilstede vidste hvad det betød og hvad de skulle stille op, men det krævede nu heller ikke den store kommunikationsform når man levede af at samle bær og selvdøde kaniner. Ugh betød “kom, jeg deler gerne” og Grr betød “hold afstand, jeg deler ikke“, og mere behøvede der ikke at være i det.

Et eller andet sted heri begyndet vi også at jage, det ville sige at vi selv enten sneg os ind på eller løb vores byttedyr op, med formål at tilfangetage og nedlægge dette.
Meget af dette forløb sig sikkert i meget lang tid på et rent instinkt niveau hvor diverse grynt og gestikuleringer har virket som tilstrækkelige.
Dog, disse instinktive kommunikationsformer har i deres naturlige udvikling, og i takt med evnen til at administrere og organisere andre og andet omkring sig ikke kun givet mulighed for, men også gjort nødvendighed af, at vi avancerede vores 1-1 kommunikations form. Det ville være nødvendigt at kunne udpege én person og målrette kommunikationen med denne, og ligeledes kunne omtale og beskrive en ting, uden nødvendigvis at have denne i sin nærhed – Og her et sted i historien er konceptet et navn blevet født.

De Første Navne

De første navne har uden tvivl været noget der har henledt til noget fysisk ved den pågældende person, f.eks. har man sikkert haft navne som (talt på stammernes eget lokalsprog naturligvis) Høje, Tynde, Lyse, Kortben og så videre. Siden hen, efterhånden som evnen til abstrakt tankegang blev bedre, er navnene blevet mere symbolske. Her har navne godt kunne bære af noget, man ikke er, men som noget man ønskes at være, eller en evne man ønskes at have, dette kunne nemt være navne som f.eks. den Stærke, den Hurtige og den Snedige. I forlængelse af disse tidlige navne hvor nogle rodfæster sig i personen der hedder navnet og nogle er mere tilvalgt/givet , er navne af sammensatte ord sikkert fulgt hurtigt efter, her kunne vi tage et mere ægte eksempel, Wulfgar, der stammer af ord langt tilbage fra den Germanske oldtid. Wulf afsløre sig selv lidt, ved at have den nogenlunde samme ordlyd som idag, nemlig Ulv og Gar stammer fra noget der idag bedst kendes som Spyd.
Disse toleddet navne findes igen og igen i hele den europæiske kultur, og findes i rigtig mange af nutidens mere moderne navne, dette kunne være Valdemar (Slavisk: Vladi-mir = magt+berømt) og Alexander (Græsk: Alex-and-ros = beskytter+menneske). Dog, ikke alle toleddet navne har nødvendigvis begge været tilegnet denne ene person, det kan meget vel være at det ene, eller begge navne er nedarvet fra forældrene.

Guderne i Navnet

Gudenavne blev i vikingetiden også meget brugt i toleddet navne, både Thor og Frej er blevet brugt i flere sammenhæng, sikkert både som en ære til guden men også som et ønske om at barnet må få denne guds styrker. Guden Odin møder vi til gengæld ikke rigtig i de historiske toleddet navne, kun med undtagelse af det Danske vikingetidsnavn Odinkar, hvor Odin her fungere som en mere symbolsk betydning der er identisk med guden. Odinkar skulle så betyde den rasende og den voldsomme, et navn der var brugt blandt de finere slægter og som sikkert har spredt en smule frygt og respekt om sig.

Hvorfor Odin ikke har været brugt nær så meget som f.eks. Thor vides ikke helt, men visse teorier lyder på at han (Odin) som “overgud” har været alt for hellig til at hvem som helst har kunne/turde benytte sig af navnet.

Stednavnets Vigtighed

Efterhånden som stednavne er blevet opfundet, og mennesker har spredt sig ud over deres egen stammes territorium, har hvor-de-kom-fra også haft en større betydning i den enkelte persons navn.
Det har været nemmere at kalde en person efter personens oprindelsessted, end det har været at skulle finde på et nyt navn, eller endnu værre, at skulle til at oversætte hvad end personen hedder hjemmefra. Her ses
det latinske drengenavn Sebastianus, der ganske nemt betyder fra Sebaste, som er/var en by i Lilleasien.
Den dag idag har rigtig mange også stednavne i deres navn, dette er dog mest i efternavnet, men alligevel bliver man forbavset over hvor mange der har byer og egne med i deres navn.
Levnet med at
Stednavn = Nemhed ses også (stadigvæk) meget tydelig i militæret, sikkert mange værnepligtige kan nikke genkendende til at de i deres rekruttid ikke hed Jens, Per og Mads, men istedet gik under navnene Grenaa, Vejle og Balle.

Når enden er god er navnet alligevel det samme

Uanset hvad kan vi ikke komme uden om at navnene, helt tilbage til det første navn, altid har haft stor betydning for den der bar det. Navnene har altid gjort det nemmere at pejle sig ind på hvem det er der bliver talt om, fysiske kendetegn, psykiske kendetegn, oprindelsessted, tilvalgt evne, ønsket om et langt liv. Selvom listen spænder helt fra noget man ER og til noget man, eller nogen, ønsker at man bliver – så ved vi altid hvem det bliver talt til, med og om, og det er det som hele ideen om navnet er baseret på.

At navne så er gået fra Hagiradar, Bidawarijar og Theodric, og så til Bo, Lars og Mike, det må have noget med mode at gøre, for i sidste ende har de alle stadigvæk samme symbolske værdi.